Vedtægter
§ 1. Navn og formål
- Unionens navn er Dansk Model Jernbane Union (forkortet DMJU).
- Unionens bomærke er:
(Ringen omkring bomærket rødt)
- Unionen har til formål at fremme samarbejdet mellem alle danske og udenlandske model- jernbaneklubber og -organisationer.
Dette formål søges fremmet ved blandt andet at repræsentere danske modeljernbaneklubber i MOROP samt at forestå fælles arrangementer såsom
udstillinger og byggekonkurrencer, samt at formidle hobbyen via en hjemmeside (www.dmju.dk).
- Unionens hjemsted er kassererens bopælskommune.
§ 2. Medlemmer
- Som medlemmer kan optages danske modeljernbaneklubber.
- Bestyrelsen behandler anmodning om optagelse, der skal være bilagt relevante oplysninger om klubben (blandt andet referat fra seneste generalforsamling og vedtægter). Bestyrelsens afgørelse meddeles såvel den anmodende klub som unionens medlemmer. Afgørelsen kan indankes for den følgende generalforsamling af såvel den pågældende klub, som unionens medlemmer.
- Klubmeddelelser / klubblade fra de tilsluttede klubber tilsendes unionens formand.
- Medlemskab kan opsiges skriftligt til Unionens formand med en frist på 3 måneder til ophør ved årets udgang.
- Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, såfremt dette har gjort sig skyldig i adfærd eller handlinger, der anses at være til skade for Unionens omdømme eller strider mod unionens formål. Eksklusionen skal forelægges den følgende generalforsamling til godkendelse.
- Generalforsamlingen kan efter indstilling fra bestyrelsen udnævne enkeltpersoner til æresmedlemmer af unionen.
§ 3. Generalforsamling
- Generalforsamlingen er Unionens højeste myndighed.
- Generalforsamlingen skal indkaldes med mindst 6 ugers varsel. Indkaldelsen skal foruden oplysning om tid og sted også indeholde en dagsorden.
- Generalforsamlingen er beslutningsdygtig med hensyn til sager, der er opført på dagsordenen ved dennes offentliggørelse.
- Beslutninger tages, hvor ikke andet er anført, med simpel stemmeflerhed.
- Referat af generalforsamlingen udsendes til medlemmerne og lægges på hjemmesiden senest 1 måned efter generalforsamlingens afholdelse.
- Ordinær generalforsamling skal afholdes årligt i perioden 1. april til 30. november skiftevis øst og vest for storebælt.
- De reviderede regnskaber skal udsendes så de foreligger hos medlemmerne senest 14 dage før generalforsamlingen.
- Ordinær generalforsamlings dagsorden skal indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent.
- Valg af:
- referent.
- 2 stemmetællere.
- Formandens beretning.
- Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for det sidste regnskabsår til godkendelse.
- Indkomne forslag.
- Forslag til budget samt fastsættelse af kontingent.
- Valg af bestyrelse:
- formand, vælges for 3 år, i årene 2010, 2013, 2016 osv.
- 2 bestyrelsesmedlemmer, vælges for 3 år, i årene 2011, 2014, 2017 osv.
- 2 bestyrelsesmedlemmer, vælges for 3 år, i årene 2012, 2015, 2018 osv.
- 1 bestyrelsessuppleant.(vælges for 1 år)
- Valg af en revisor og en revisorsuppleant.(vælges for 1 år)
- Eventuelt.
- Ordinær generalforsamling er under punktet "Indkomne forslag" beslutningsdygtig med hensyn til sager, når disse foreligger for formanden i skriftlig form senest 4 uger før generalforsamlingen. Forslagene skal udsendes så de foreligger hos medlemmerne senest 14 dage før generalforsamlingen. Herfra undtaget forslag til vedtægtsændringer jf. § 8.
- Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes til afholdelse inden 9 uger når mindst 25 % af de stemmeberettigede medlemmer forlanger det og indsender motiveret skriftligt forslag med angivelse af dagsorden til bestyrelsen.
- Ekstraordinær generalforsamling kan endvidere indkaldes når bestyrelsen finder det fornødent.
§ 4. Stemmeret og valgbarhed
- Enhver tilsluttet klub der ikke er i ulovlig restance med kontingentet, har stemmeret på generalforsamlingen i forhold til antallet af klubmedlemmer, som klubben betaler kontingent til Unionen for i generalforsamlingsåret. Hver klub har 1 stemme for hver påbegyndt 5 klubmedlemmer; dog kan en klub højst have 10 stemmer:
| Klubmedlemmer: |
1-5 |
6-10 |
11-15 |
16-20 |
21-25 |
26-30 |
31-35 |
36-40 |
41-45 |
>45 |
| Stemmer: |
1 |
2 |
3 |
4 |
5 |
6 |
7 |
8 |
9 |
10 |
- En klub kan skriftligt meddele en anden stemmeberettiget klub fuldmagt til at repræsentere sig på generalforsamlingen. En klub kan foruden sig selv kun repræsentere en anden klub.
- Valgbare er alene myndige personer, der er medlem af en klub tilsluttet Unionen, og kun dersom klubben ikke er i ulovlig restance med kontingentet til Unionen.
- Generalforsamlingens dirigent og Unionens revisor og revisorsuppleant kan uanset bestemmelserne i § 4 stk. 3 vælges udenfor medlemskredsen.
§ 5. Bestyrelse
- Unionens daglige ledelse varetages af den af generalforsamlingen valgte bestyrelse bestående af formand og 4 bestyrelsesmedlemmer.
- Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand, kasserer og sekretær.
- Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af de valgte medlemmer er til stede. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
- Der føres protokol over bestyrelsens forhandlinger. Referat af bestyrelsens møder udsendes til medlemmerne og lægges på hjemmesiden senest 1 måned efter mødets afholdelse.
- Valg til bestyrelsen er gældende indtil næste generalforsamling hvor punktet "Valg af bestyrelse" er på dagsordenen. Ordinær generalforsamling har jf. § 3 stk. 8 altid punktet "Valg af bestyrelse" på dagsordenen.
- Hvis formanden forlader bestyrelsen inden udløbet af valgperioden, skal bestyrelsen af sin midte konstituere en ny formand, der fungerer indtil næste generalforsamling.
§ 6. Tegningsregel
- Unionen tegnes af formanden i forening med et bestyrelsesmedlem eller af den samlede bestyrelse.
§ 7. Økonomi
- Regnskabsåret er kalenderåret.
- Alle medlemmer betaler kontingent.
- Kontingent for et kalenderår forfalder den 1. januar og skal være betalt inden den 1. april det pågældende år.
- Størrelsen af kontingentet fastsættes af generalforsamlingen. Såfremt kontingentet herved ændres, opkræves det ændrede kontingent fra den førstkommende 1. januar.
- Unionens kontante aktiver skal placeres på betryggende vis på bankkonto / girokonto.
- Regnskabet skal foreligge hos revisoren senest 15 februar.
§ 8. Vedtægtsændringer
- Vedtægtsændringer kan vedtages på en generalforsamling når forslaget i sin fulde ordlyd sammen med skriftlig motivation er udsendt så det foreligger hos medlemmerne med samme varsel som indkaldelsen.
- Forslag til vedtægtsændringer som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være bestyrelsen i hænde senest den 1. januar det pågældende år sammen med skriftlig motivation for forslaget. Forslag og motivation skal udsendes som anført i stk. 1.
§ 9. Opløsning
- Unionens opløsning kan kun vedtages på en generalforsamling med kun dette ene punkt på dagsordenen, hvor 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer er repræsenteret, og 3/4 af de afgivne stemmer er herfor. Opnås 3/4 stemmer for en opløsning, men uden 2/3 medlemsrepræsentation, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor der blandt de fremmødte skal opnås 3/4 stemmer for forslaget
- Unionens aktiver fordeles til de der ved opløsningen er medlem af unionen i samme forhold som disse medlemmers samlede kontingentbetaling i de sidste 5 år.
Disse vedtægter er vedtaget på DMJUs ordinære generalforsamling i Odense den 10. september 2011.