Opdateret
2010-12-15
DMJU - Dansk Model Jernbane Union - er en sammenslutning af modeljernbaneklubber i Danmark. DMJU blev stiftet i 1961 i Slagelse med Dansk Model Jernbane Klub som initiativtager. DMJK var tidligere bindeleddet imellem modeljernbaneklubberne i ind- og udland, og var også arrangør af MOROP kongressen er i Danmark i 1959.
DMJUs formål er at fremme samarbejdet mellem alle danske og udenlandske modeljernbaneklubber og jernbanemæssige organisationer. DMJU holder hvert år et weekend-årsmøde, hvor der med mellemrum afholdes modelbygge- og fotokonkurrence, som afsluttes med diplom- og gaveoverrækkelse. Mødet foregår på skift mellem de forskellige Unionsklubber.
DMJU sender løbende informationer ud om diverse aktiviteter i ind- og udland. Vi får informationer fra flere udenlandske søsterorganisationer, f. eks. BDEF/Tyskland, VÖEMEC/Østrig, SVEA/Schweiz, MJF/Norge, GMJS/Göteborg, JHRF/Sverige m. fl. Fra disse indformationer udplukker vi det, som vi mener kan have interesse for klubberne, og udsender det på dansk i DMJU-information.
DMJU råder også over adresser på modeljernbaneklubber og jernbaneklubber i flere lande, således at medlemmer i de forskellige klubber indenfor Unionen kan få disse, når de rejser udenlands og gerne vil besøge andre klubber og lære nye venner at kende.
Alle tilsluttede klubber får af Unionen udleveret 1 sæt NEM-normer i ringbind på tysk. Normerne holdes hele tiden ajour, og når nye kommer, sendes disse automatisk ud til klubberne. Endvidere har Unionen erhvervet ret til også at udgive de svenske spor 0-Normer fra GMJS i Göteborg, og disse kan rekvireres og leveres i ringbing (max. 1 sæt pr. klub).
DMJU er medlem af den Europæiske Sammenslutning MOROP, der har hovedsæde i Bern, Schweiz. I MOROP udarbejder de såkaldte NEM-normer, og i dette arbejde deltager DMJU aktivt med 2 mand i MOROPs tekniske kommision. MOROP holder hvert år en kongres, hvor MOROP afholder sine tekniske og besluttende møder. I forbindelse med kongressen foretages der jernbanemæssige udflugter, og en kongres varer normalt en uge. Kongresserne holdes på skift i de forskellige unioners lande. I 1992 var det i Innsbruck i Østrig, i 1993 i Milano i Italien, i 1994 i august i Oslo/Drammen i Norge og i år 1995 var det i Poznan og Krakow i Polen. I 1996 holdes MROP kongressen i Budapest i Ungarn i september.
I marts måned 1994 holdt DMJU for første gang modeljernbaneudstilling i "DSB-Kursuscenter Østerport" i København. Udstillingen i 1995 blev holdt i Fredericia, og det planlægges, at der holdes tilsvarende udstillinger i det nord/midtjyske område og i det fynske/sønderjyske område.